Ny skoleleder til Asferg Skole

Et enigt ansættelsesudvalg i Randers Kommune har netop ansat Pernille Skaaning Engamo som ny skoleleder på Asferg Skole. Hun er 47 år, uddannet folkeskolelærer og er midt i en diplomuddannelse i ledelse.

Pernille Skaaning Engamo tiltræder stillingen som skoleleder den 1. oktober 2020.

"Det var et stærk ansøgerfelt til stillingen som skoleleder. Med Pernille har vi valgt en skoleleder, der glæder sig til at komme ud på en mindre skole, slå rødder og blive en del af et lokalmiljø. Hun kaster sig ind i opgaven med stor begejstring, og så glæder det mig meget, at det er en medarbejder, der tager et aktivt valg om at vende tilbage til Randers efter at have været ude,” siger skolechef, Jesper Kousholt.

Pernille Skaaning Engamo har tidligere arbejdet som folkeskolelærer på den nu nedlagte Vorup Skole. Her arbejdede hun som læringsvejleder og i skolens PLC i 15 år. Hun har også tidligere været ansat hos Læringscenter Randers, inden hun blev ansat i Favrskov Kommune som daglig leder af dagplejen.

Pernille Skaaning Engamo tiltræder stillingen den 1. oktober.

”Det er skoleledelse, jeg brænder for, og jeg glæder mig til at vende tilbage til Randers. Jeg glæder mig til at stå i spidsen for en lille skole som Asferg Skole, hvor man er tæt på børn, forældre og borgere i lokalsamfundet. Det er et aktivt lokalområde, og jeg ser frem til at lære dem at kende, ” siger Pernille Skaaning Engamo.

Privat bor Pernille Skaaning Engamo i Hadsten sammen med sin mand og tre børn i alderen 6-19 år. Det ældste og fjerde barn er flyttet hjemmefra og studerer i København. I sin fritid bruger Pernille Skaaning Engamo tid på familie og gode venner. Hun kan godt lide at gå ture, og i sine ferier rejser hun ofte til Norge og besøger sin familien der.